top of page

Katarakt (grå stær) – når øjets linse bliver uklar

Grå stær – medicinsk kaldet katarakt – er en almindelig øjensygdom, hvor øjets naturlige linse gradvist bliver uklar. Dette kan føre til nedsat syn, sløret syn, blænding ved lys og ændret farveopfattelse. Tilstanden opstår typisk langsomt og over flere år, og den rammer primært ældre mennesker, men kan også forekomme tidligere i livet, afhængigt af livsstil og helbred.

Hvad er grå stær?

Grå stær skyldes, at øjets linse bliver mere uklar og til sidst får en grålig eller brunlig farve. Det uklarhed i linsen gør det vanskeligt for lyset at trænge igennem og danne et klart billede på nethinden. Symptomerne kommer gradvist og kan være svære at opdage i begyndelsen.

Linsen i øjet består af celler, der – i modsætning til mange andre celler i kroppen – ikke udskiftes gennem livet. Nye celler dannes løbende, men de gamle bliver i linsen og skubbes ind mod midten. Dette kan sammenlignes med årringene i et træ. Derfor er der celler i din linse, der er lige så gamle som dig selv.

Årsager og risikofaktorer

Grå stær er oftest aldersrelateret, men visse faktorer kan øge risikoen:

  • Alder – langt de fleste tilfælde ses hos personer over 60 år.

  • Rygning – tobak fremskynder nedbrydning af linseproteiner.

  • Diabetes – forhøjet blodsukker kan accelerere uklarheder i linsen.

  • Stærk UV-stråling, traumer mod øjet, tidligere øjenoperationer eller langvarig brug af kortikosteroider kan også være medvirkende årsager.

Symptomer på grå stær

  • Sløret eller uklart syn – som at kigge gennem en snavset rude.

  • Øget lysfølsomhed og blænding, især i sollys eller fra billygter.

  • Farver virker falmede eller gullige.

  • Dårligere nattesyn.

  • Hyppig ændring i brilleglas uden effekt.

Ofte bemærker man forandringen, når synet ikke længere kan korrigeres med nye briller.

Diagnosen stilles hos optiker og øjenlæge

Typisk opdages grå stær ved en synsprøve hos en optiker, hvor det konstateres, at synet ikke længere kan forbedres med ny brillestyrke. Herefter henvises man til en øjenlæge, som bekræfter diagnosen gennem en grundig undersøgelse af øjet og linsen.

Behandling: Operation

Den eneste effektive behandling af grå stær er kirurgisk udskiftning af den uklare linse. Operationen foretages ambulant i lokalbedøvelse og tager omkring 15 minutter pr. øje. Den uklare linse fjernes og erstattes med en klar, kunstig linse (intraokulær linse).  Denne operation har en meget høj succesrate og meget få komplikationer.

Efter operationen vil mange opleve væsentlig forbedring af synet. Nogle vil dog fortsat have behov for læsebriller eller flerstyrkebriller, afhængigt af typen af linse, der indsættes, og individuelle behov. Det endelige behov for briller kan vurderes ca. 5-6 uger efter operationen.

Kan man forebygge grå stær?

Selvom grå stær i mange tilfælde ikke kan forebygges helt, kan man muligvis udskyde udviklingen ved at:

  • Undgå rygning

  • Bruge solbriller med UV-beskyttelse

  • Føre en sund livsstil og spise en kost rig på antioxidanter

  • Få regelmæssige synsundersøgelser, især efter 60-årsalderen

Kontakt os

Oplever du symptomer som sløret syn, blænding eller nedsat farveopfattelse, anbefaler vi en grundig synsundersøgelse. Vi samarbejder med øjenlæger og kan hjælpe dig med at vurdere, om du har behov for yderligere undersøgelse eller eventuel operation.

© 2025 by ZEISS Vision Center.

bottom of page